“Vejrtrækning gennem åben mund under søvn er en risikofaktor ved obstruktiv søvnapnø (OSA) og forbindes med øget forværring af lidelsen og mulighed for kollaps i de øvre luftveje.” [1]

Undersøgelsen som omfattede 52 patienter konkluderede at “jo mere langstrakt og smal de øvre luftveje var under mundånding desto mere kunne det forværre alvoren at muligheden for kollaps i de øvre luftveje og derfor negativt påvirke alvorligheden af OAS”[2]

Ohki et al. udførte en undersøgelse for at bestemme forholdet mellem  mundånding og tilstoppet næse hos patienter med obstruktiv søvnapnø. Undersøgelsen omfattede 30 normale mennesker og 20 patienter med sønv eller søvn apnø. Forskerne fandt fremt til at en kronisk tilstoppet næse resulterede i mundånding og kunne fremkalde obstruktiv søvnapnø. [3]

I en undersøgelse med titlen “ På hvilken måde influerer mundånding på de øvre luftvejes anatomi?” tested  Lee et al. den hypotese at mundånding under søvn kunne forværre alvoren af obstruktiv søvn apnø. Efter forskerne havde analyseret resultaterne fra 28 patienter konkluderede de at “mundånding bliver sat i forbindelse med reduktion af det bagerste del af ganen og retro glossale områdes forlængelse af svælget og forkortelse af MP-H i de øvre luftveje.[4]

Efter at have gennemgået tekster og artikler på Medline, konkluderede ”Centre for research disorders” i Cincinnati, Ohio at obstruktiv søvnapnø, fragmenteret søvn og afbrudt søvn ofte stammer fra en tilstoppet næse[5] Forfatterne af undersøgelsen observerede at ” eftersom vejrtrækning gennem næsen synes at være den foretrukne måde under søvn vil obstruktion af næsevejrtrækning ofte føre til natlig mundånding, snorken og ultimativt obstruktiv søvnapnø. Undersøgelsen tilråder at høfeber og lidelser i de øvre luftveje skulle behandles mere aggressivt.

Mundånding, snorken og søvnapnø hos børn

En polsk undersøgelse viser at børn med respiratoriske søvnforstyrrelser vågnede op trætte, med stoppet næse, trak vejret med munden, havde en kort lunte og koncentrationsbesvær, var irriterede og udviste en hyperaktivitet som kunne forveksles med ADHD symptomerne.
Undersøgelsen peger på at ”længerevarende lidelser fører til forværring af alle systemiske symptomer og ender i kredsløbskomplikationer herunder udviklingen og hæmning i udvikling, kognitive dysfunktionelle og er ansvarlig for skole/sociale problemer og nedsat livskvalitet [6]

I en undersøgelse med titlen “Næsen og søvnforstyrrende vejrtrækning: hvad vi ved og hvad vi ikke ved” blev der udført en analyse af den medicinske litteratur om emnet [7]
Analysen bekræftede at SFV, søvnforstyrrende vejrtrækning, både kan komme fra og blive forværret af tilstoppet næse” Det blev påvist at ”næse tilstopning typisk resultere i skiften til vejrtrækning via munden som bringer luftvejene i fare.” Endvidere at ”vejrtrækning med munden hos børn kan føre til udviklingen af ansigtsmæssige strukturelle anormaliteter med søvnforstyrrende vejrtrækning”. Undersøgelsen konkluderer at ændringen for mundånding som opstår med kronisk tilstoppet næse er en normal vej til søvnforstyrrende vejrtrækning”.[8]

I en undersøgelse blev mundåndig også anerkendt som en af faktorerne som bestemte forekomsten og forbindelse mellem søvnforstyrrelser og præstationer i skolen. Baseret på 1164 deltager i en spørgeskemaundersøgelse hos børn mellem 7 og 13 år blev det påvist at en overvejende forekomst af snorken var på 38.9% hvoraf 3.5% var vanemæssig snorken. ”Allergiske symptomer, mundånding i løbet af dagen, at ryste barnet vågent ved apnea, hvileløs søvn og hyperaktivitet var væsentlig uafhængige risikofaktorer og søvnrelaterede symptomer for HS”[9]

Der blev foretaget en undersøgelse for at fastslå risikofaktorene ved vanemæssig snorken og symptomerne af søvnforstyrrende vejrtrækning. Baseret på en undersøgelse af 1030 børn i alderen fra 12 til 17 år, blev det vist at ”vanemæssig snorken havde betydelig mere

Et andet studie blev udført med det formål at bestemme risikofaktorer  ved vanemæssig snorken og symptomerne på søvnforstyrrende vejrtrækning.

Baseret på 1030 børn i aldermen 12 – 17 år viste det sig, at born der regelmæssigt snorkede havde betydeligt flere symptomer herunder obstruktiv søvnapnø, vanskeligt ved at trække vejret, hvileløs søvn og mundånding om natten sammenlignet med lejlighedsvis snorkere eller ikke-snorkere. [10]

Og til slut viser en gennemgange af medicinsk kort af mundåndende børn at forekomsten at obstruktiv søvnapnø af 58% af børnene primært var snorkere at 42% havde obstruktiv søvnapnø. Undersøgelsen konkluderede at ”primær snorken og obstruktiv søvnapnø er hyppigt forekommende blandt mundåndende børn!”[11]

Der er ingen tvivl om at mundåndig er en betydelig årsag til snorken og søvnapnø hos både voksne og børn.